Børnesalme

Så har jeg skrevet en børnesalme, der blev sunget til børnegudstjenesten i går.
Den kan synges på melodien til "Måne og sol", som man kan høre her: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/13/374 (den skal dog synges i et mere frisk tempo)
Historien om Lazarus, der blev opvækket fra de døde, kan man læse her: http://www.bibelen.dk/BrugBibelen/BibelenOnline.aspx?book=matt&id=3&chapter=1b Gå til Johannesevangeliet 11.

1. Lazarus var
elsket som ven,
men nu var han syg.
Jesus var væk.
Søstrene sa’:
»Hvor bli’r han af?«
Jesus er håb midt i livet.
Jesus, vi tror på dig.
Jesus, du er vort håb.
Jesus, din kærlighed overgår alt.

2. Lazarus var
død, før Han kom
Søstrene græd:
»Hvor blev du af?«
»Hvor blev du af?«
Jesus selv græd,
han, som er håb midt i livet.
Jesus, vi tror på dig.
Jesus, du er vort håb.
Jesus, din kærlighed overgår alt.

3.Lazarus var
stinkende død,
da Jesus kom frem.
Gravstenen var
tungt rullet for:
»Tag stenen væk.«
Jesus er håb midt i livet.
Jesus, vi tror på dig.
Jesus, du er vort håb.
Jesus, din kærlighed overgår alt.

4. Lazarus er
tegn på et håb
trods sygdom og død,
for han kom frem
viklet i hvidt.
Jesus er liv
og er opstandelseshåbet.
Jesus, vi tror på dig.
Jesus, du er vort håb.
Jesus, din kærlighed overgår alt.

© Lars Ulrik Jensen, 2008

Fest i grundejerforeningen

Hvad stiller man op med 60 familier i ens huse? Man holder naturligvis en fest for at finde ud af, at der er forskelle.

Det er gået op for folk, at jeg er præst. Den slags rygtes hurtigt. Så er det altid godt at få at vide, at man da er helt normalt (eller i hvert fald tilnærmelsesvis). Dog var der nogle, som betroede mig, at de i begyndelsen troede jeg var en sur og indelukket person. Alle parader og fordomme var oppe i forhold til, at jeg var sekterisk og moralsk fordømmende.

Ved første årlige grundejerfest kunne de så iagttage min almindelighed, min usædvanligt søde kone og mine selvstændige børn - jeg var accepteret.

Nu er der bare det ved det, at jeg efter ti år inde i byen havde vænnet mig til at styre i forhold til trafikken - og ikke lægge mærke til folk bag rattene. Derfor lagde jeg ikke mærke til, når Klosterparkens beboere hilste og jeg hilste derfor ikke igen - og det blev der lagt mærke til!

Ved weekendens gårdejerfest blev jeg godt og grundigt drillet med at jeg ikke hilser på folk. Jeg blev tilmed parodieret i al venskabelighed. Derfor har jeg lovet hele den kommende uge at hilse til højre og venstre - så kan jeg lære det.

Underholdning

Der var også underholdning og da jeg, som det vil være nogen bekendt, skriver sange, havde jeg lovet at skrive en sang (som står nedenfor).

Klosterparken
Grundejerfest, lørdag den 30. august 2008

Melodi: Fra Engeland til Skotland

1. Lad os nu alle synge
en sang om lidt af hvert,
mens vi endnu kan styre
stemmen før det bli’r for svært.
For Klosterparken er
jo hele festen værd,
især når solen skinner
og vi har lidt sommervejr.

2. Og børnene er glade,
når de kan løbe rundt
og lege, sjippe, drille,
spille rundbold, det er sundt.
Og så ved aftenstid
går turen hid og did
for mor og far, der råber
det er spise/sengetid.

3. Og nogle folk har katte,
der sniger sig omkring,
og andre folk har hunde
og det gør jo ingenting.
Blot man har posen klar.
Det ved vi, alle har,
så hund og kat kan leve
sammen fredeligt sågar.

4. Og nydelig er parken
for Panoramas ry
er stort i hele verden,
rygtet går fra by til by
og larmen er snart væk.
Men skal der klippes hæk,
facader males over,
er kun handy-manden kæk.

5. Hver måneds anden mandag
er aldrig helt normal
der tænkes over poser,
for hvert hus sorterer skrald.
Det bli’r et kæmpelæs,
og ordensfolk si’r, yes!
Dog mange ting kan bruges
af en samler i sit es.

6. Velkommen til de nye
er også på sin plads.
Vi håber I det nyder
hvert et hus er et palads.
Det er en klosterpark,
lidt lissom Noahs ark,
hvert hjem er lidt forskelligt
fra halvung til gammel knark.

7. Misundelig er verden
på vores Paradis.
Sæ’fø’li’ er der slanger
og det sker de siger, spis!
Men helledusseda,
for under klostertag
kan syndere tilgives
og se frem mod en ny dag.

8. Lad os nu alle feste
og drikke vores øl
og håbe morgendagen
møder os på rette køl.
Nu skal den virk’lig ha’,
så livet si’r goddag.
Vor Grundejerforening
længe leve højt hurraaa.

© Lars Ulrik Jensen

Oslo på 7 timer

En dag dumpede en af de dér reklamer, der er stilet specielt til en selv ind ad døren. Selv om man ved bedre, tænker man alligevel at det, da alligevel er en ære at få brev. Jeg flåede brevet op og læste det højt for Lone. Jeg tænkte mig ikke om - læste bare. Jeg var udvalgt til et gratis mini-cruise til Oslo. Skønt tænkte jeg. Skønt tænkte min kone. Inden brevet ramte bordet, havde vi bestilt en rejse for to med middage og morgenmad. Sig lige gratis igen...

I weekenden var vi så afsted. Inden skulle jeg dog lige på arbejde. For letheds skyld tog jeg cyklen med, så jeg med min enkle oppakning let og hurtigt kunne cykle til kajen efter arbejde. Nu var der bare et, at det stod ned i stænger, så inden første lyskryds var jeg gennemblødt. Derfor slog jeg et smut indenom Irma for at købe mao-sko (billige og frem for alt tørre) og indenom Magasin for at købe nye Levi's (ikke på tilbud, men igen tørre).

Sejladsen var behagelig og indsejlingen i Oslofjord ubetaleligt smuk. Solen skinnede hele dagen i Oslo fra en skyfri himmel. Vi besluttede at gå i kirke i Metodistkirken, i Centralkirken. Bill Hybels har ikke levet forgæves, for en storskærm viste menighedens vision og  værdier non-stop indtil gudstjenesten gik i gang. Det var samlingssøndag, dvs. den første gudstjeneste efter ferien, hvor hele (eller en stor del af) menigheden var samlet. Der var ingen børnehjørne, men dog søndagsskole. Prædikenen handlede om at sidde rundt om bordet og at alle er indbudt. På trods af temaet var der ingen nadver. Et kor sang smukt - I surrender all - så jeg fik gåsehud. Jeg mærkede samhørigheden med mennesker i Kristus...

Vi havde egentlig planlagt at tage på Edvard Munch Museet, men det dejlige solskinsvejr fik os til at ændre mening, så vi i stedet tog i Frogner parken, hvor skulptøren Gustav Vigelands værker er udstillede. Størst indtryk gjorde bronzereliefferne langs fontænens yderside. Den fortæller om menneskelivets kredsløb, fødsel og død, eros, jalousi, leg, alvor, konflikt, sorg og glæde med helt enkle midler. Hvis ikke Lone meget bestemt havde ført mig videre, ville jeg have gået rundt om fontænen endnu!

En middagslur i parken blev et også til inden vi gik nedad igennem slotsparken igen. På karl Johan var der en stemning, som på Champs Elysée. Ved Nationaltheatret aftalte vi, at vi på et tidspunkt ville tage til Oslo og se Ibsen opført på norsk af norske skuespillere. Kun nordmænd kan udtrykke den ægte ibsenske harme. "Men det kan da vel, for fanden, aldrig i evighed være ret, at de dumme skal herske over de kloge!" (En Folkefiende, fjerde akt.)

Til sidst så vi og gik på Operahuset, der ligger ved havnen. Det blev indviet i foråret 2008 og er nygget som en stor klippe. Det opdagede efterhånden som vi slog tæerne på tagflagerne, der var som små klippekanter. Man går i bogstaveligste forstand på selve bygningen, som er en fantastisk oplevelse i sig selv.

Således opbyggede sejlede vi hjem til København igen efter 7 timer i Oslo.

Cykeltyve og kredsløb

Jeg har tit tænkt, at cykeltyve må være et særligt folkeslag. Jeg tænker, at der må være flere cykeltyve end der er cykelejere. Vi har i hvert fald i vores familie fået stjålet flere cykler, end vi selv er. Da cykler er hver mands eje i dette land, må det betyde, at der eksisterer et parallelfolk, der cykler på alle vores gamle cykler.

Jeg var i Frederikssund i dag og købe en brugt cykel til min datter, hvis cykel er blevet stjålet. En ældre lidt sur herre (vi kom vist midt i en håndboldkamp og det gik ikke godt for landsholdet) havde gjort det til sit otiums beskæftigelse af reparere gamle cykler. Da manden ikke havde tid til at sludre med mig, trods mit ihærdige forsøg (han skulle ind og se håndbold), har jeg været nødsaget til at forestille mig, hvor han har cyklerne fra.

Måske er han begyndt som lystfisker og har flere gange fået cykler på krogen i stedet for gedder, aborrer og rødspætter. Da jeg går ud fra at han er en ærlig mand, har han forespurgt hos politiet om cyklen var meldt stjålet.

Måske er han en hyppig gæst ved politiauktionerne og køber gladeligt de mindre pæne for en billig penge. (Ingen af hans cykler var videre præsentable).

Måske er han slet ikke så ærlig som jeg tror. Måske lister han rundt i andre kvarterer om natten, opsøger ungdomsfester, hvor børnene i iver efter at komme i gang med øllene glemmer at låse deres cykler. Eller han tjekker S-togsstationer og banegårde med rutinemæssigt kenderblik.

Måske er han en hvidvaskningscentral for cykeltyve, der lede af deres erhvervelse kommer til ham og modtager småsummer for deres tyvekoster.

Men han er selvfølgelig ikke kriminel. Måske er han i virkeligheden en trist gammel mand, der har mistet flere koner og børn, end man tør tænke på og nu efter alle disse år er begyndt at sælge ud af deres efterladte cykler.

Måske er han blot kendt som ham, der samler på gamle cykler. I stedet for at smide dem ud, smider lykkelige konfirmander og fødselarer deres gamle lig ind i hans have. Så er man af med dem og man har samtidig gjort en god gerning. Det er den version, jeg bedst kan lide.

Det vil ikke gøre min datter til et medlem af føromtalte parallelsamfund.

Men det vel alt sammen et udtryk for at også vi mennesker indgår i og skaber kredsløb. Det cykler rundt. Det er godt nok. Vi skal bare afholde os fra at hykle rundt.

 

Lindhardt modsagt

1. maj gik Jan Lindhardt af som biskop over Roskilde Stift. I den forbindelse udgav Kr. Dagblad et udpluk af biskoppens såkaldte one-liners. Markante udtalelser, som er lette at huske. Nu er jeg langfra enig med Jan Lindhardt i særlig meget. Så jeg så det som en sport at udtænke en række anti-one-liners. Avisen valgte dog ikke at bringe dem.

Det gør jeg så her...

Lindhardt modsagt

Torsdagens avis bød på en række markante citater fra den afgående biskop i Roskilde. Den slags er kommet for at blive. Så lad os modsige dem – med samme mønt. I sidste ende er Lindhardt vel også bedre tjent med, at medløbere bliver modløbet, og mon ikke også han hellere vil modsiges end medsiges? At jeg taler fra et kirkesamfund til et andet, skiller os forhåbentlig ikke. Forhåbentlig fanger han også glimtet i øjet.

Lindhardt sagde: ”Vores generation er ikke mere selvisk eller egoistisk, end folk altid har været. Det, der er nyt, er, at vi praler af det. Det er virkelig for meget.”
Jeg siger: Én egoist, der praler, er bedre end ti, der hykler.

Lindhardt sagde: ”Hellere en god kopi end en dårlig original.” (om kloning af dyr)
Jeg siger: Hvor originalt er det at lade kopister konkurrere på kvalitet?

Lindhardt sagde: ”Man behøver ikke at være døbt for at være dansk, men det hjælper.”
Jeg siger: Døbt og dansk er en uheldig sammensætning. Døbt og kristen er bedre.

Lindhardt sagde: ”Krig er ond og grusom, men den kan også være et moralsk rigtigt valg, fordi alternativet er værre.”
Jeg siger: Krig er aldrig et moralsk bedre alternativ, højst et tragisk.

Lindhardt sagde: ”Familierne vil gerne være sammen med deres børn. En oplagt chance er at gå i kirke og kede sig sammen med dem. Det skaber virkelig sammenhold.”
Jeg siger: Hvis man keder sig i en kirke, er der enten noget galt med antennerne eller senderen.

Lindhardt sagde: ”Jeg påtager mig ansvaret som meningsdanner. Jeg har fået en mikrofon, og den bruger jeg. Ikke mindst fordi mikrofonen er blevet større, efter at jeg er kommet ind i HT-området.”
Jeg siger: Mening, der bliver til opinion, er meningsløs.

Lindhardt sagde: ”Når den ene part siger, at det er religionskrig, kan vi da ikke fastholde, at det er det ikke.”
Jeg siger: En krig starter først, når den anden part tager handsken op. Det gælder også religionskrige.

Lindhardt sagde: ”Når man vil bygge en kirke, kommer mange straks i tanke om den fattige Kristus, som sikkert hellere ville have haft en børnehave. Mærkeligt nok tænker man ikke på det, når man skal bygge en ny skole eller bank.”
Jeg siger: Med det værdisæt banker har, er det forventeligt at de bygger stort og dyrt. Med det værdisæt kirken har, er det forventeligt, at den ikke gør det.

Lindhardt sagde: ”Man må ikke gøre grin med kvinder, mænd, homoseksuelle eller fede mennesker, men når det gælder religiøse, så er der intet, der må være helligt.”
Jeg siger: Hvis ikke religiøse mennesker skulle kunne tåle, at der bliver gjort grin med dem, hvem skulle så? Humor styrker Guds rige.

Lindhardt sagde: ”Gudstjenesten hører hjemme i samme kategori som rugbrødet. Det sunde, enkle måltid man skal have for at leve.”
Jeg siger: Gudstjenesten skal være sund, men varieret kost.

Lindhardt sagde: ”Kristendommen siger, at du er god nok, som du er. Lige meget hvor meget du præsterer, er du elsket.”
Jeg siger: Kristendom der siger, at du er god nok, som du er, har givet afkald på Guds projekt med dig.

Lindhardt sagde: ”Jeg er tit chokeret over mine medkristne. Der er ingen missionær i dem. Medierne bestemmer dagsordenen, og ja, det ligger jeg på knæ for. Man må ligge på knæ, hvis man vil have pigen.”
Jeg siger: Den der sætter dagsordenen, har magten. Jeg er chokeret over kristne, der lader medierne sætte dagsordenen. Der er ingen missionær i dem.

Lindhardt sagde: ”Livets mening er, at vi er til for hinandens skyld. Vi er ikke sat her for at være os selv, men for at være de andres. Men det er lettere sagt end gjort.”
Jeg siger: Bingo og til lykke med endt gerning.

Hvad kirken bekender sig til

I foråret fremkom Ny Alliance med et forslag om demokratitjek af trossamfundene i Danmark. Ifølge forslaget skulle et trossamfund forpligtes til at understøtte samfundets demokratiske institutioner. Det blev støttet af Dansk Folkeparti. Men det blev aldrig til noget. En hurtig reaktion gennem Ritzau fra både formanden for Danske Kirkers Råd, Anders Gadegaard og fra formanden for Det Islamiske Trossamfund i Danmark, Bilal Assaad satte en hurtig stopper for forslagets videre skæbne.

Assaads og Gadegårds argumenter var, at ingen trossamfund i Danmark ikke støtter demokratiet og at det ville være at udstille trossamfund som et særligt problem i forhold til alle landets foreninger, der også er støtteberettigede.

Jeg nåede dog selv at fare i blækhuset inden dagen var omme. Mine argumenter var en lille smule anderledes. De gik mere på det markante krav om noget for noget. Hvis du støtter demokratiet kan du få penge...

Her er så mine hidtil upublicerede tanker i den forbindelse. Jeg indrømmer, at de fremtræder lidt ufærdige, upolerede og postulatoriske. Men jeg arbejder på et større opus, der forhåbentligt vil begrunde mine argumenter bedre.

Nogle overvejelser i anledning af Ny Alliances og Dansk Folkepartis forslag om demokratitjek af trossamfundene i Danmark.

Jeg er kristen. Jeg bekender mig til den hellige almindelige kirke. Den historiske kirke, som jeg er medlem af, er Metodistkirken i Danmark. Metodistkirken er en demokratisk kirke. Den er bygget demokratisk op. Men det betyder ikke, at den bygger på demokratiet, for det gør den ikke. Kirken bygger på Jesus Kristus. Når Ny Alliance og Dansk Folkeparti derfor foreslår, at alle trossamfund skal forpligte sig til at understøtte demokratiet, er jeg nødt til at stå af. Demokratiet skal ikke indskrives i kirkens bekendelse.

Demokrati kan være mange ting. Det kan fx med Hal Koch opfattes som en livsform og den form for demokrati er ikke nødvendigvis i modstrid med evangeliet. Det demokrati Khader taler om er imidlertid demokratiet som styreform og så er der en konflikt, når det kræves at kirken forpligter sig.

Kejserens mønt

Nu ville det sikkert være klogt, at begynde at trække lidt i land. Der skal jo efter Khaders mening stå penge på spil. For hvis ikke man retter ind efter statsmagtens anvisninger, vil skattefordelene forsvinde. Khader går ind for trosfrihed. Man må tro, hvad man vil. Man skal bare ikke regne med skattefradrag, dersom man ikke hylder demokratiet.

Det er ikke første gang kirken bliver stillet over for den slags ultimatummer fra en statsmagt. Kristne grupperinger er gennem tiden blevet forfulgt før. Jeg taler ikke her om religionskrige, mellem fx protestanter og katolikker, som er udtryk for statsræson. Jeg taler om undertrykkelse af selve kirken, om forsøg fra statsmagtens side på at få kirken til at rette ind. Khaders argumentationsform minder om hans politiske forgængeres: I har lov til at være her. I skal bare skrive under på en ganske lille grundpræmis: Denne statsforms styre går forud for alt andet og må ikke drages i tvivl.

Nu er der i kristendommen indbygget et forhold til staten. Dels bliver statsmagten nævnt i trosbekendelsen i form af Pontius Pilatus, og han er ikke nævnt for det gode. Dels har vores lommeteologiske statsminister mindet offentligheden om, at Jesus siger: "Giv kejseren hvad kejserens er og Gud hvad Guds er." Som lutheraner tolker han Jesus derhen, at der skal være to styreformer. Det åndelige og det verdslige styre. Det som også kaldes toregimentelæren. Det skal så gøre religion til en privatsag. Det vil sige, at troen skal være upolitisk.

Jeg er imidlertid uenig i den tolkning. Jeg følger den tolkning, der siger, at Jesus her taler om det, han blev spurgt om, nemlig skat. Skat er noget kejseren kræver, så det er hans sag. Men det er alligevel også Guds sag. Gud har nemlig skabt verden og regerer i både åndelige sager og i verdslige sager. Skat har at gøre med kejserlige forordninger, men forvaltningen af penge har, som antallet af Jesu udsagn om pengesager vidner om, ganske meget med Guds forordninger at gøre.

Kirke og stat

Nu ville det jo være så let om alle kirker i Danmark tilhørte Folkekirken eller på en eller anden måde kom ind under en folkekirkelig ordning. Så ville statsmagten have hånd i hanke med religiøsiteten. Men så let er det ikke.

Jeg er metodist. Metodistkirkens højeste organ er Metodistkirkens danske Årskonference. Det er ikke Folketinget. Til beroligelse for demokratiet kan jeg sige, at Årskonferencen ikke har ét medlem, der ikke er valgt på demokratisk vis. Men vi bekender os ikke til demokratiet. Vi anvender det blot. Kirken tilhører ikke staten. Kirken er og bliver et fremmedlegeme i staten. Spørg mig ikke hvorfor Folkekirken finder sig i at være bundet af staten. (Har det noget med penge at gøre?)

Naser Khaders forslag er et forsøg på at kontrollere religiøsiteten og dermed også kristendommen. Men kirken har en modfortælling. Vi er skabt af Gud. Det betyder, at der ikke er noget i denne verden, som ikke tilhører Gud. Kejserens mønt tilhører også Gud. Ingen magt skal tvinge kirken til at udtale sin støtte til kejserens styreform - så kan han være nok så demokratisk. Vi siger, at i virkeligheden er det Gud, der styrer. Derfor er vi nødt til at sige, at demokratiet kun er et middel. Demokratiet er ikke tilbedelsesværdigt. Det er ikke et mål i sig selv.

Nu kunne man indvende, at Khader jo ikke beder os om at tilbede demokratiet. Vi skal blot forpligte os på demokratiet. Er vi ikke forpligtet på øvrigheden? Hvad er det nu Paulus siger i Romerbevet?: "Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud." (Rom. 13,1) Det er Gud, der styrer. Det er Guds politik. Hans politik og hans styreform er den eneste, kirken er forpligtet på. Derfor kan vi godt støtte den lokale styreform i Danmark, men det gør vi kun, fordi vi er forpligtet på Guds politik, som er indbyrdes kærlighed i Guds stat. Kirken kan ikke og vil ikke styres af nogen anden stat.

Jeg er ikke religionshistoriker. Jeg ved ikke, om andre religioner kan gå ind for Khaders forslag. Den hellige almindelige kirke kan ikke. Vi bekender os kun til Faderen, Sønnen og Helligånden.

Vikingekvad

I weekenden deltog jeg i en vikingefest. Vi var ikke udklædte. Vi er jo allerede vikinger i kraft af både fødsel og kultur. Værtinden havde bedt mig forfatte et vikingekvad og det var vel det mindste, jeg kunne gøre for al den dejlige mad og godt selskab. Da det foregik i Roskilde skulle selskabet også se vikingeskibet Havhingsten anløbe dokken efter sin sejlads fra Glendalough i Irland.

Sammen med Mathilde, min datter, fandt jeg en bog om vikinger på biblioteket: Tony Allens - Vikinger, udgivet på Forlaget Sesam. Det er en kultur- og kunsthistorisk indføring i vikingernes verden. Bogen er overordentlig rigt illustreret og formår at formidle noget af detaljerigdommen og fascinationskraften ved vores kulturelle baggrund. Værket springer let henover vikingernes maritimteknologiske fremskridt. Præcise data og facts er heller ikke bogens stærke side. Alligevel følte jeg mig godt klædt på før sangskrivningen.

Vi er vel vikinger

Mel.: Det haver så nyligen regnet

1. Mangt et folk gik i frygt for vores færden
for vi gik ikke bare på café.
Det var dengang, vi fared’ ud i verden
for at plyndre, erobre og besé
Der i blikket var glød,
og respekt vi indgød
og vi bralred’ ved hjælp af meget mjød.

2. Der var guder og jætter og uhyrer,
og en ære det var at dø på val.
Thor regered’ på sorte tordenskyer,
mens de fested’ i valhals lyse sal.
Det var dengang vi var
mer’ end alt det, vi har,
for den jordiske lykke var kun glar.

3. Helt fra Vinland til Miklagård vi sejled’,
Lindisfarne og Danelagens land.
Andre sagde vi målet tit forfejled’,
men vi brugte kun lidt af vor forstand.
Vi sku’ bare af sted,
Vi ku’ ikke få fred.
Det’ en skrælling, som ikke tager med.

4. Og vi skued’ så mange væne møer,
som blev friller før dagen var forbi.
Og de kunne lidt mer’ end malke køer.
Stridbar kvinde var hvad en mand ku’ li’.
Men vi hvæssed’ vort sværd,
skibed’ ud i uvejr,
togter var trods alt mindre til besvær.

5. Men en sang som med ordene blot rutter,
for en viking er skjaldeskaberi.
Derfor håber vi sangen snarligt slutter,
for vi mærker, at vikinger er vi.
Og vi er ved vort mål,
når vi højt og med skrål
hjerneskallerne løfter med et ”Skål”.

© Lars Ulrik Jensen

Sportens politik er venskab

Vi, og navnlig den tyske offentlighed, ville have været fattigere, hvis ikke vi havde fået et billede på nethinden af tyskeren Lutz Long, en arier, der på Leni Riefenstahls film lykønsker amerikaneren Jesse Owens, en afro-amerikaner med sejren over ham i længdespring ved De Olympiske Lege i Berlin 1936.

I forbindelse med De Olympiske Lege i Beijing og den megen tale om det betimelige i en regeringsboykot af legenes åbningsceremoni på grund af Kinas overtrædelser af menneskerettighederne og undertrykkelsen af den tibetanske befolkning i særdeleshed, er det på sin plads at overveje i hvilken forstand, sporten er politisk.

Alt er for så vidt politik, eftersom alt kan sættes på den politiske dagsorden. Her defineres politik som det, der foregår i magtens centre og mere bredt i medierne. Her går sporten heller ikke ram forbi. Når De Olympiske Lege løber af stabelen, spiller politiske dagsordener derfor også ind.

Selvfølgelig skal tibetanere gribe chancen og gøre en interesseret mediemaskine opmærksom på nogle hårrejsende forhold. Det ville være forkert af dem ikke at gøre det. Derfor skal vi, som nu bliver vidne til uretfærdighederne , da også tage affære.

Spørgsmålet er så hvad der skal gøres. I dagens symbolpolitik foreslog man, at Legenes åbningsceremoni skulle boykottes. På den måde ville Kina vel kunne forstå, at det, de foretager sig, er meget slemt og så holde op med det. Man kan håbe, at en symbolboykot vil have den virkning. Politisk symbolpolitik forslår imidlertid som en snebold ind i helvede, når det kommer til realpolitik.

Hvis man virkelig mener noget med sin kritik, skal man handelsboykotte. Det er reelt og det gør ondt – begge veje. Fordi det gør ondt begge veje både på Kina og ikke mindst på Vesten, var vestlige regeringer mere tilbøjelige til at vælge den billige løsning og lade det gå ud over deres tilstedeværelse ved åbningsceremonien, som var et storslået kulturelt show. Det måtte de så gå glip af og nøjes med at se det live på TV. Sådan er realpolitik.

Konkurrence og krig

Her er det så jeg vil pege på sportens politik. Det ligger meget dybt i mennesket at konkurrere (dybt - men ikke på bunden). På oldgræsk sagde man agon (udtales ’agån’) og det ord havde flere betydninger. For det første betød det noget i retning af kamp, konkurrence eller dyst. En anden betydning var forsamling, agon var det ord, som blev brugt netop om de olympiske lege i det antikke Grækenland. Man var samlet til en agon, en konkurrence. En tredje betydning af agon var tale. Man kunne fortsætte tankegangen og sige, at når man var samlet for at konkurrere, udspandt der sig en dialog mellem mennesker. Man diskuterede på fredelig vis sine standpunkter og forskelligheder. Det ved vi dog ikke noget om.

Det vi ved noget om, er at agon i det græske drama blev den formelle betegnelse for en orddyst mellem hovedpersonerne og med koret som dommer. Agon gik så over i sproget som en betegnelse for det at debattere en sag – uden vold.

I det antikke Grækenland elskede man at konkurrere. Der var musikkonkurrencer, gymnastikkonkurrencer og kordanserkonkurrencer og da de store dramaer blev introduceret gjorde man hele dagsprogrammet til en konkurrence om det bedste drama.

Et andet græsk ord for kamp var polemos, der betød krig. Polemos suspenderer agon. Hvor der foregår en polemos, kan der ikke samtidig finde en agon sted og omvendt. De udelukker gensidigt hinanden. Det er fordi polemos er voldelig. Nu kunne sport i antikken være særdeles blodig. Men på en måde som vi ikke kan og heller bør sætte os ind i, var tvekampen med døden til følge i deres øjne stadig en agon, en fredelig dyst.

Når jeg peger på dette begreb om en agon, er det ikke bare fordi jeg mener, at det er et almenmenneskeligt og ikke kun et græsk fænomen, men fordi der ligger en visdom gemt i det. Visdommen består i, at man løser modsætninger ikke-voldeligt. Det er sportens politik. Den skaber venskaber. Den er med andre ord karakterdannende.

Karakter og performance

Nu er karakterbegrebet ikke det allermest fremtrædende i den hjemlige moraldebat og slet ikke i den teologiske debat. Hvis ikke talen går på nytteetiske overvejelser over for pligtetiske, går den på spørgsmålet om der findes universelle fællesmenneskelige fordringer. Heroverfor vil jeg hævde en partikularistisk etik, en lokal etik. Denne lokale etik har at gøre med de prægninger, det enkelte menneske får gennem sin deltagelse i et værdifællesskab.

Det, der sker, når man deltager i et værdifællesskab, er at det enkelte menneske bliver formet. Det får nogle værdier ind under huden, der gør, at det i forskellige situationer handler i overensstemmelse med værdierne. Der er ikke tale om blind udførelse af et handlemønster, men om, undskyld udtrykket, en traditionsinformeret performance.

Performance betyder her så meget som en iscenesat genopførelse af et værk. Et værk er for eksempel en fortælling, som den jeg fortæller længere fremme om længdespringeren Lutz Long. Iscenesættelsen er tolkningen, dvs. hvordan jeg forstår fortællingen, hvor også tidligere tolkninger spiller ind. Endelig er der udførelsen, som er min genopførelse af fortællingen, dvs. hvordan den får konsekvenser for mit liv, min omgang med mennesker. Et værdifællesskab former med andre ord et menneske ved, at det lytter til fællesskabets bærende fortællinger, dets traditioner og gør dem til sine egne, hvorefter det handler på dem.

Lutz Long

Lutz Long (1913-1943) er et eksempel på en sådan fortælling. I længdespringskonkurrencen ved De Olympiske Lege i Berlin 1936 var Long Tysklands håb om en guldmedalje. Forinden havde afro-amerikaneren Jesse Owens (1913-1980), vundet guld på 100-meterdistancen. Bag sportsdramaet lå den nazistiske iscenesættelse af den ariske races overlegenhed. Efter de to første runder havde verdensrekordholderen Jesse Owens ikke kvalificeret sig til finalen, fordi han havde overtrådt. Han skulle springe 7,15 m for at gå videre, en længde han rutinemæssigt kunne springe. Lutz Long, der på dette tidspunkt i konkurrencen førte og havde sat olympisk rekord, så Jesse Owens sidde lidt trist i græsset, gik hen til ham og gav ham det råd at sætte af i god afstand fra springbrættet. Han fulgte rådet, klarede den og vandt senere konkurrencen, mens Long fik sølv.

De to blev venner, men så aldrig hinanden igen. Long døde af sine sår i engelsk fangenskab under Anden Verdenskrig i 1943. Jesse Owens karakteriserede senere sit venskab som et 24 karats venskab, der var mere værd for ham dengang end samtlige medaljer. Long fik efter sin død en gade opkaldt efter sig i Leipzig i DDR. Han fik ligeledes posthumt tildelt Pierre de Coubertin-medaljen, også kendt som ”True Spirit of Sportmanship Medal.”

Som atletikudøver fik jeg selv historien fortalt og genfortalte senere som træner selv historien. Det er en god historie fordi den handler om venskab, uselviskhed, fairness, overvindelse af racediskrimination, mod, menneskelighed og om at sporten har en dimension dybere end sig selv. Den handler om agon over for polemos, dyst over for krig. Den handler om sportens fredelige mission over for realpolitikkens hensynsløse spil.

Sportens politik

Med udtrykket sportens politik vil jeg pege på, at sporten har sin egen dagsorden, sin egen fortælling. Det er den jeg har forsøgt at indkredse ved hjælp af begreberne agon, karakter og performance. Det særegne ved sport er selvfølgelig agon. Sportsudøvere samles til fredelig dyst i forskellige discipliner. Alle ved at det handle om at vinde og være den bedste. De Olympiske Leges motto er citius, altius, fortius - hurtigere, højere, stærkere. Men der er samtidig en modfortælling om, at det vigtigste er at være med. En god del af sandheden om sportsudøvelse ligger i spændingsfeltet mellem dyst og disciplineret deltagelse.

Mit begreb om politik handler om iscenesættelse og performance. Sporten iscenesætter verden som dyst og disciplineret deltagelse. Det er sportens performance, dens opførelse, dens drama. Ved at overvære det olympiske drama bliver vi fanget af dens fortælling og selv gjort til aktører som vidner med et ansvar. Det er den virkelighed regeringen værgeløst befinder sig i. Sporten som dyst og disciplineret deltagelse er alt andet end ligegyldig. Den er ikke ligegyldig fordi den vil forme og danne os. Spørgsmålet er så om vi vil lade os forme af dens fortælling. Slukknappen er altid en mulighed.

Verdens frelse

Slutspørgsmålet er imidlertid om sporten, som den her er karakteriseret, kan bidrage til verdens frelse. Det tror jeg ikke, at den kan. Dertil er dens fortælling ikke dyb nok. Som enhver sportsidiot ved, kan man(d) tale i timevis om diverse sportsudøveres bedrifter, sejre, nederlag og måde at tackle det hele på. Sporten har sine værdibærende forbilleder, der er med til at præge os. Men det er ikke nok over for krigens vold at pege på sportens fredelige udlevelse af menneskets kampinstinkt, for den fører ingen steder hen. Når vinderen har løbet sin runde på stadion, begynder lyset allerede at fade ud.

Heller ikke fortællingen om nogle statschefers udeblivelse fra åbningsceremonien forud for De Olympiske Lege i Beijing 2008 vil frelse verden. Den vil højst frelse nogle politikeres image. Der vil ikke være noget varigt karakterdannende i den fortælling.

Det jeg er ude efter, er at der kun er én fortælling, der kan frelse verden og det er den fortælling, som den kristne kirke er bærer af – fortællingen om Jesus Kristus og det liv, forkyndelsen af ham iscenesætter. Men det fører over i en overvejelse over kirkens politik og det ville være et nyt emne.