Hvad kirken bekender sig til

I foråret fremkom Ny Alliance med et forslag om demokratitjek af trossamfundene i Danmark. Ifølge forslaget skulle et trossamfund forpligtes til at understøtte samfundets demokratiske institutioner. Det blev støttet af Dansk Folkeparti. Men det blev aldrig til noget. En hurtig reaktion gennem Ritzau fra både formanden for Danske Kirkers Råd, Anders Gadegaard og fra formanden for Det Islamiske Trossamfund i Danmark, Bilal Assaad satte en hurtig stopper for forslagets videre skæbne.

Assaads og Gadegårds argumenter var, at ingen trossamfund i Danmark ikke støtter demokratiet og at det ville være at udstille trossamfund som et særligt problem i forhold til alle landets foreninger, der også er støtteberettigede.

Jeg nåede dog selv at fare i blækhuset inden dagen var omme. Mine argumenter var en lille smule anderledes. De gik mere på det markante krav om noget for noget. Hvis du støtter demokratiet kan du få penge...

Her er så mine hidtil upublicerede tanker i den forbindelse. Jeg indrømmer, at de fremtræder lidt ufærdige, upolerede og postulatoriske. Men jeg arbejder på et større opus, der forhåbentligt vil begrunde mine argumenter bedre.

Nogle overvejelser i anledning af Ny Alliances og Dansk Folkepartis forslag om demokratitjek af trossamfundene i Danmark.

Jeg er kristen. Jeg bekender mig til den hellige almindelige kirke. Den historiske kirke, som jeg er medlem af, er Metodistkirken i Danmark. Metodistkirken er en demokratisk kirke. Den er bygget demokratisk op. Men det betyder ikke, at den bygger på demokratiet, for det gør den ikke. Kirken bygger på Jesus Kristus. Når Ny Alliance og Dansk Folkeparti derfor foreslår, at alle trossamfund skal forpligte sig til at understøtte demokratiet, er jeg nødt til at stå af. Demokratiet skal ikke indskrives i kirkens bekendelse.

Demokrati kan være mange ting. Det kan fx med Hal Koch opfattes som en livsform og den form for demokrati er ikke nødvendigvis i modstrid med evangeliet. Det demokrati Khader taler om er imidlertid demokratiet som styreform og så er der en konflikt, når det kræves at kirken forpligter sig.

Kejserens mønt

Nu ville det sikkert være klogt, at begynde at trække lidt i land. Der skal jo efter Khaders mening stå penge på spil. For hvis ikke man retter ind efter statsmagtens anvisninger, vil skattefordelene forsvinde. Khader går ind for trosfrihed. Man må tro, hvad man vil. Man skal bare ikke regne med skattefradrag, dersom man ikke hylder demokratiet.

Det er ikke første gang kirken bliver stillet over for den slags ultimatummer fra en statsmagt. Kristne grupperinger er gennem tiden blevet forfulgt før. Jeg taler ikke her om religionskrige, mellem fx protestanter og katolikker, som er udtryk for statsræson. Jeg taler om undertrykkelse af selve kirken, om forsøg fra statsmagtens side på at få kirken til at rette ind. Khaders argumentationsform minder om hans politiske forgængeres: I har lov til at være her. I skal bare skrive under på en ganske lille grundpræmis: Denne statsforms styre går forud for alt andet og må ikke drages i tvivl.

Nu er der i kristendommen indbygget et forhold til staten. Dels bliver statsmagten nævnt i trosbekendelsen i form af Pontius Pilatus, og han er ikke nævnt for det gode. Dels har vores lommeteologiske statsminister mindet offentligheden om, at Jesus siger: "Giv kejseren hvad kejserens er og Gud hvad Guds er." Som lutheraner tolker han Jesus derhen, at der skal være to styreformer. Det åndelige og det verdslige styre. Det som også kaldes toregimentelæren. Det skal så gøre religion til en privatsag. Det vil sige, at troen skal være upolitisk.

Jeg er imidlertid uenig i den tolkning. Jeg følger den tolkning, der siger, at Jesus her taler om det, han blev spurgt om, nemlig skat. Skat er noget kejseren kræver, så det er hans sag. Men det er alligevel også Guds sag. Gud har nemlig skabt verden og regerer i både åndelige sager og i verdslige sager. Skat har at gøre med kejserlige forordninger, men forvaltningen af penge har, som antallet af Jesu udsagn om pengesager vidner om, ganske meget med Guds forordninger at gøre.

Kirke og stat

Nu ville det jo være så let om alle kirker i Danmark tilhørte Folkekirken eller på en eller anden måde kom ind under en folkekirkelig ordning. Så ville statsmagten have hånd i hanke med religiøsiteten. Men så let er det ikke.

Jeg er metodist. Metodistkirkens højeste organ er Metodistkirkens danske Årskonference. Det er ikke Folketinget. Til beroligelse for demokratiet kan jeg sige, at Årskonferencen ikke har ét medlem, der ikke er valgt på demokratisk vis. Men vi bekender os ikke til demokratiet. Vi anvender det blot. Kirken tilhører ikke staten. Kirken er og bliver et fremmedlegeme i staten. Spørg mig ikke hvorfor Folkekirken finder sig i at være bundet af staten. (Har det noget med penge at gøre?)

Naser Khaders forslag er et forsøg på at kontrollere religiøsiteten og dermed også kristendommen. Men kirken har en modfortælling. Vi er skabt af Gud. Det betyder, at der ikke er noget i denne verden, som ikke tilhører Gud. Kejserens mønt tilhører også Gud. Ingen magt skal tvinge kirken til at udtale sin støtte til kejserens styreform - så kan han være nok så demokratisk. Vi siger, at i virkeligheden er det Gud, der styrer. Derfor er vi nødt til at sige, at demokratiet kun er et middel. Demokratiet er ikke tilbedelsesværdigt. Det er ikke et mål i sig selv.

Nu kunne man indvende, at Khader jo ikke beder os om at tilbede demokratiet. Vi skal blot forpligte os på demokratiet. Er vi ikke forpligtet på øvrigheden? Hvad er det nu Paulus siger i Romerbevet?: "Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud." (Rom. 13,1) Det er Gud, der styrer. Det er Guds politik. Hans politik og hans styreform er den eneste, kirken er forpligtet på. Derfor kan vi godt støtte den lokale styreform i Danmark, men det gør vi kun, fordi vi er forpligtet på Guds politik, som er indbyrdes kærlighed i Guds stat. Kirken kan ikke og vil ikke styres af nogen anden stat.

Jeg er ikke religionshistoriker. Jeg ved ikke, om andre religioner kan gå ind for Khaders forslag. Den hellige almindelige kirke kan ikke. Vi bekender os kun til Faderen, Sønnen og Helligånden.