Sportens politik er venskab

Vi, og navnlig den tyske offentlighed, ville have været fattigere, hvis ikke vi havde fået et billede på nethinden af tyskeren Lutz Long, en arier, der på Leni Riefenstahls film lykønsker amerikaneren Jesse Owens, en afro-amerikaner med sejren over ham i længdespring ved De Olympiske Lege i Berlin 1936.

I forbindelse med De Olympiske Lege i Beijing og den megen tale om det betimelige i en regeringsboykot af legenes åbningsceremoni på grund af Kinas overtrædelser af menneskerettighederne og undertrykkelsen af den tibetanske befolkning i særdeleshed, er det på sin plads at overveje i hvilken forstand, sporten er politisk.

Alt er for så vidt politik, eftersom alt kan sættes på den politiske dagsorden. Her defineres politik som det, der foregår i magtens centre og mere bredt i medierne. Her går sporten heller ikke ram forbi. Når De Olympiske Lege løber af stabelen, spiller politiske dagsordener derfor også ind.

Selvfølgelig skal tibetanere gribe chancen og gøre en interesseret mediemaskine opmærksom på nogle hårrejsende forhold. Det ville være forkert af dem ikke at gøre det. Derfor skal vi, som nu bliver vidne til uretfærdighederne , da også tage affære.

Spørgsmålet er så hvad der skal gøres. I dagens symbolpolitik foreslog man, at Legenes åbningsceremoni skulle boykottes. På den måde ville Kina vel kunne forstå, at det, de foretager sig, er meget slemt og så holde op med det. Man kan håbe, at en symbolboykot vil have den virkning. Politisk symbolpolitik forslår imidlertid som en snebold ind i helvede, når det kommer til realpolitik.

Hvis man virkelig mener noget med sin kritik, skal man handelsboykotte. Det er reelt og det gør ondt – begge veje. Fordi det gør ondt begge veje både på Kina og ikke mindst på Vesten, var vestlige regeringer mere tilbøjelige til at vælge den billige løsning og lade det gå ud over deres tilstedeværelse ved åbningsceremonien, som var et storslået kulturelt show. Det måtte de så gå glip af og nøjes med at se det live på TV. Sådan er realpolitik.

Konkurrence og krig

Her er det så jeg vil pege på sportens politik. Det ligger meget dybt i mennesket at konkurrere (dybt - men ikke på bunden). På oldgræsk sagde man agon (udtales ’agån’) og det ord havde flere betydninger. For det første betød det noget i retning af kamp, konkurrence eller dyst. En anden betydning var forsamling, agon var det ord, som blev brugt netop om de olympiske lege i det antikke Grækenland. Man var samlet til en agon, en konkurrence. En tredje betydning af agon var tale. Man kunne fortsætte tankegangen og sige, at når man var samlet for at konkurrere, udspandt der sig en dialog mellem mennesker. Man diskuterede på fredelig vis sine standpunkter og forskelligheder. Det ved vi dog ikke noget om.

Det vi ved noget om, er at agon i det græske drama blev den formelle betegnelse for en orddyst mellem hovedpersonerne og med koret som dommer. Agon gik så over i sproget som en betegnelse for det at debattere en sag – uden vold.

I det antikke Grækenland elskede man at konkurrere. Der var musikkonkurrencer, gymnastikkonkurrencer og kordanserkonkurrencer og da de store dramaer blev introduceret gjorde man hele dagsprogrammet til en konkurrence om det bedste drama.

Et andet græsk ord for kamp var polemos, der betød krig. Polemos suspenderer agon. Hvor der foregår en polemos, kan der ikke samtidig finde en agon sted og omvendt. De udelukker gensidigt hinanden. Det er fordi polemos er voldelig. Nu kunne sport i antikken være særdeles blodig. Men på en måde som vi ikke kan og heller bør sætte os ind i, var tvekampen med døden til følge i deres øjne stadig en agon, en fredelig dyst.

Når jeg peger på dette begreb om en agon, er det ikke bare fordi jeg mener, at det er et almenmenneskeligt og ikke kun et græsk fænomen, men fordi der ligger en visdom gemt i det. Visdommen består i, at man løser modsætninger ikke-voldeligt. Det er sportens politik. Den skaber venskaber. Den er med andre ord karakterdannende.

Karakter og performance

Nu er karakterbegrebet ikke det allermest fremtrædende i den hjemlige moraldebat og slet ikke i den teologiske debat. Hvis ikke talen går på nytteetiske overvejelser over for pligtetiske, går den på spørgsmålet om der findes universelle fællesmenneskelige fordringer. Heroverfor vil jeg hævde en partikularistisk etik, en lokal etik. Denne lokale etik har at gøre med de prægninger, det enkelte menneske får gennem sin deltagelse i et værdifællesskab.

Det, der sker, når man deltager i et værdifællesskab, er at det enkelte menneske bliver formet. Det får nogle værdier ind under huden, der gør, at det i forskellige situationer handler i overensstemmelse med værdierne. Der er ikke tale om blind udførelse af et handlemønster, men om, undskyld udtrykket, en traditionsinformeret performance.

Performance betyder her så meget som en iscenesat genopførelse af et værk. Et værk er for eksempel en fortælling, som den jeg fortæller længere fremme om længdespringeren Lutz Long. Iscenesættelsen er tolkningen, dvs. hvordan jeg forstår fortællingen, hvor også tidligere tolkninger spiller ind. Endelig er der udførelsen, som er min genopførelse af fortællingen, dvs. hvordan den får konsekvenser for mit liv, min omgang med mennesker. Et værdifællesskab former med andre ord et menneske ved, at det lytter til fællesskabets bærende fortællinger, dets traditioner og gør dem til sine egne, hvorefter det handler på dem.

Lutz Long

Lutz Long (1913-1943) er et eksempel på en sådan fortælling. I længdespringskonkurrencen ved De Olympiske Lege i Berlin 1936 var Long Tysklands håb om en guldmedalje. Forinden havde afro-amerikaneren Jesse Owens (1913-1980), vundet guld på 100-meterdistancen. Bag sportsdramaet lå den nazistiske iscenesættelse af den ariske races overlegenhed. Efter de to første runder havde verdensrekordholderen Jesse Owens ikke kvalificeret sig til finalen, fordi han havde overtrådt. Han skulle springe 7,15 m for at gå videre, en længde han rutinemæssigt kunne springe. Lutz Long, der på dette tidspunkt i konkurrencen førte og havde sat olympisk rekord, så Jesse Owens sidde lidt trist i græsset, gik hen til ham og gav ham det råd at sætte af i god afstand fra springbrættet. Han fulgte rådet, klarede den og vandt senere konkurrencen, mens Long fik sølv.

De to blev venner, men så aldrig hinanden igen. Long døde af sine sår i engelsk fangenskab under Anden Verdenskrig i 1943. Jesse Owens karakteriserede senere sit venskab som et 24 karats venskab, der var mere værd for ham dengang end samtlige medaljer. Long fik efter sin død en gade opkaldt efter sig i Leipzig i DDR. Han fik ligeledes posthumt tildelt Pierre de Coubertin-medaljen, også kendt som ”True Spirit of Sportmanship Medal.”

Som atletikudøver fik jeg selv historien fortalt og genfortalte senere som træner selv historien. Det er en god historie fordi den handler om venskab, uselviskhed, fairness, overvindelse af racediskrimination, mod, menneskelighed og om at sporten har en dimension dybere end sig selv. Den handler om agon over for polemos, dyst over for krig. Den handler om sportens fredelige mission over for realpolitikkens hensynsløse spil.

Sportens politik

Med udtrykket sportens politik vil jeg pege på, at sporten har sin egen dagsorden, sin egen fortælling. Det er den jeg har forsøgt at indkredse ved hjælp af begreberne agon, karakter og performance. Det særegne ved sport er selvfølgelig agon. Sportsudøvere samles til fredelig dyst i forskellige discipliner. Alle ved at det handle om at vinde og være den bedste. De Olympiske Leges motto er citius, altius, fortius - hurtigere, højere, stærkere. Men der er samtidig en modfortælling om, at det vigtigste er at være med. En god del af sandheden om sportsudøvelse ligger i spændingsfeltet mellem dyst og disciplineret deltagelse.

Mit begreb om politik handler om iscenesættelse og performance. Sporten iscenesætter verden som dyst og disciplineret deltagelse. Det er sportens performance, dens opførelse, dens drama. Ved at overvære det olympiske drama bliver vi fanget af dens fortælling og selv gjort til aktører som vidner med et ansvar. Det er den virkelighed regeringen værgeløst befinder sig i. Sporten som dyst og disciplineret deltagelse er alt andet end ligegyldig. Den er ikke ligegyldig fordi den vil forme og danne os. Spørgsmålet er så om vi vil lade os forme af dens fortælling. Slukknappen er altid en mulighed.

Verdens frelse

Slutspørgsmålet er imidlertid om sporten, som den her er karakteriseret, kan bidrage til verdens frelse. Det tror jeg ikke, at den kan. Dertil er dens fortælling ikke dyb nok. Som enhver sportsidiot ved, kan man(d) tale i timevis om diverse sportsudøveres bedrifter, sejre, nederlag og måde at tackle det hele på. Sporten har sine værdibærende forbilleder, der er med til at præge os. Men det er ikke nok over for krigens vold at pege på sportens fredelige udlevelse af menneskets kampinstinkt, for den fører ingen steder hen. Når vinderen har løbet sin runde på stadion, begynder lyset allerede at fade ud.

Heller ikke fortællingen om nogle statschefers udeblivelse fra åbningsceremonien forud for De Olympiske Lege i Beijing 2008 vil frelse verden. Den vil højst frelse nogle politikeres image. Der vil ikke være noget varigt karakterdannende i den fortælling.

Det jeg er ude efter, er at der kun er én fortælling, der kan frelse verden og det er den fortælling, som den kristne kirke er bærer af – fortællingen om Jesus Kristus og det liv, forkyndelsen af ham iscenesætter. Men det fører over i en overvejelse over kirkens politik og det ville være et nyt emne.