Livvagterne

DR har valgt at sætte fokus på vip-samfundet og dets krav om beskyttelse af de værdier, som det repræsenterer. Bodyguards forventes at sætte livet på spil for de mennesker, der menes at være bærere af så fundamentale ting, at andres menneskeliv kan ofres for deres skyld.

Jeg kan huske, at jeg blev dybt berørt af filmen "The Bodyguard" med Kevin Costner i hovedrollen. Slutscenen viser en præst, der læser Salme 23, mens han holder det kors i hånden, hvis blå knap midt i korset er en tilkaldeknap for Costner, der står klar i kulissen til at "take a bullet" for præsten, som han skal beskytte.

Det at sætte sit liv til for en anden fortæller, uanset hvor åbenlyse henvisningerne er, noget centralt om evangeliet om Jesus Kristus, der døde for menneskets skyld.

Alle menneskeliv er lige meget værd, men staten værdsætter nogles liv mere end andres. Det står Catic, hvis søn døde for en dansk forsvarsministers skyld ikke model til og vil hævne livvagtersønnens død ved at dræbe den ubetænksomme minister. Det ender Catic selv med at dø for.

Derved vurderer PETs sikkerhedschef, at Catics liv er mindre værd i samfundets øjne end andre menneskers. Livvagterne skal altså mere end beskytte menneskeliv. De har også lov til at tage menneskeliv. Serien udstiller samfundets vægtning af menneskeværd.

Det skal blive interessant at se, hvordan dilemmaer, der angår liv og død fremover bliver håndteret af serien.

Frimureri

Efter at have set DR2-temaet om frimurerne hvad kan man så sige om frimurerordenen? Det er ikke en orden, som er åben for alle idet kvinder ikke kan blive medlemmer. De kan få lov til at se, lokalerne og de må også høre fra deres mænd, hvad der foregår, men så heller ikke mere. En ægtemand (Claus Fonnesbech) kom med en noget forkølet forklaring om, at man ikke, hvis kvinder også havde adgang kunne opretholde hemmelighederne. Kvinder er altså løgnagtige, synes at være læren.

Grader

Der er i Frimurerlogen 12 grader inddelt i fire kategorier: 3 Johannesgrader, 3 Andreasgrader, 5 kapitelgrader og stormestergraden. Ingen må på forhånd få at vide, hvad de enkelte grader indeholder af "sandheder". De skal erfares og indsigterne vindes ved selvstændigt åndeligt filosofisk arbejde sammen med den vejledning, man får fra mere erfare brødre.

Det moralske sigte

Man fremstiller fra Frimurerordenens side hemmlighedskræmmeriet sådan, at man ville fratage nye tilkomne en stor oplevelse, hvis alt bare var offentligt tilgængeligt. Det handler altså om oplevelser. Den moralske side af den sag er, at jo større oplevelsen er, des større vil også det indtryk, frimureren får også være. Det vil så igen føre til at frimureren ikke glemmer læren og følgeligt vil være et bedre menneske.

Moralsk-etisk selvudvikling er den måde man markedsfører sig selv. Jeg er selv for år tilbage blevet spurgt om jeg ville overveje at søge optagelse i Frimurerordenen. Da blev det også fremstille sådan, at man ville blive et bedre meneske af at blive medlem.

Symboler og mystik

Man anvender i høj grad symboler - måske i allerhøjeste grad. Det virker umiddelbart som om symbolerne i sig selv bliver genstand for en art afgudsdyrkelse. Mystik og symboler er i hvert fald vigtige redskaber i den selvudviklingsproces den enkelte vejledes i.

Kristne præsters rolle

De nordiske frimurerordener er i modsætning til andre landes eksplicit kristne, idet man opfatter sig som åndelige arvtagere til tempelherrerne. Præster spiller derfor en vigtig rolle, fordi de, som frimurer Peter Duetoft forklarede har en særlig viden og en særlig måde at være på. Det fremgik ikke om de havde særlige funktioner i frimurerritualerne. En norsk biskop, der efter sin pension var blevet stormester i Norge, blev citeret for at mene, at alle norske præster burde blive frimurere, fordi Frimurerordenen løste den opgave, som den norske kirke svigtede. Hvad det var for en opgave fremgik ikke af udsendelsen. Men jeg mener, at det ville have tjent til biskoppens ære om han i stedet havde vendt problemstillingen på hovedet og kæmpet for, at præsterne udførte deres opgave og kirken levede op til sit navn af kirke. Dertil er der hele spørgsmålet om kvindelige præsters rolle. De er altså afskåret fra at udføre disse vigtige ting!

Det er jo ikke til at vide, hvad det er for nogle ritualer, præster skal medvirke i. Jeg vil dog mene, at det  som præst principielt set er forkert, at kaste sig ud i ting, man ikke på forhånd kan vide om man kan stå inde for.

Selvsmagende og irriterende

Selvsmagende er det ord, der falder én når man hører og fornemmer den stemning, der er omkring frimureriet. Følelsen af at være med til noget vigtigt synes at veje endog meget tungt i forhold til den viden, man kan have om, hvad det egentlig går ud på.

Det irriterende ved frimureriet er, at de ikke er til at diskutere med. De hævder at have svaret på livets spørgsmål, men de kan desværre ikke diskutere med en uindviet. Det fremmer ikke just forståelsen. Jeg er enig i, at der er spørgsmål, som det kræver livserfaring at kunne beskæftige sig kvalificeret med, men jeg køber ikke en model, der siger: Vi alene vide. Hvis man har en sandhed skylder man åbent at dele den sandhed med hele menneskeheden.

Reality tv

På mit arbejde i Botilbudet er der ind i mellem den tid, der er viet til beboerne/brugerne tid til simpletjhen at få tiden til at gå. I går aftes blev jeg kaldt ind i receptionen, fordi en skærm var gået i sort. Jeg er blevet kendt på Herberget, som ham der løser opståede computerproblemer. Jeg fik den til at virke og det viste sig, at man var gået i stå midt i et Youtubeklip fra en TV-Danmark produktion om en meget kikset ungkarl med et enormt underbid, der gjorde forberedelser til hans thailandske kones ankomst til Danmark. Intervieweren spurgte uetisk manden om han selv syntes han så godt ud. Udsendelsen udstillede mandens og senere konens tilværelse som kikset, kitschet og kummerlig i al sin følelsesmæssige fattigdom. Stakkels kone, når det går op for hende, at hendes mand er blevet udnyttet af en kynisk producer og er blevet leet ud i danske hjem. Stakkels mand, hvis begrænsninger og selvoptagethed kynisk er blevet udnyttet.

Bagefter så vi klip fra en japansk skjult-kameraudsendelse, hvor nøgne mennesker uanende blev sendt ned ad en skibakke eller hævet op på taget siddende på et offentligt toilet.

Jeg og mine kolleger lo og rystede samtidig på hovedet over klippenes etiske dårlighed.

Vi lever i en tid, hvor uanstændigheden fejrer stadig større triumfer. Hvordan skal det gå et samfund, hvor det billige grin på andres bekostning ophøjes til underholdning? Vi forråder vores egen og hinandens menneskelighed. Hvilken tiltrækningskraft har den andens tilværelse i sin nøgenhed? Hvilken tiltrækningskraft har pornografien, dvs. den grafiske nøgenhed? Er det objektiveringen af det andet menneske, der bekræfter os i vores egen magtfuldkommenhed? Er det følelsen af dog at være hævet over dette fattige menneske?

Tillægstanker

Kun  den, der ikke anerkender vanvidsblikket i næstens øjne, har forstået hvad sand menneskelighed er.

Stol kun ikke på din menneskelighed.

Nytårstale og frimurermystik

Nytårsdag stod jeg lettere groggy op og gik på arbejde, hvor der også herskede en lettere groggy stemning. Men det er ikke mærkeligt, for sådan er stemningen altid med alle de stoffer, der er i omløb dér og i beboernes blodårer. Til aften så jeg Flyttemand Olsens nytårstale i "Huset på  Christianshavn" med Storm P.'ske dimensioner, hvilket var en glimrende optakt til statsministerens nytårstale. Der sidder trods alt nogle geniale programlæggere på DR.

Fogh er jo blevet grøn på sine gamle dage. Retorisk har hans troper en alt for tydelig dyrkelse af treheder og alliteration: "Sund, solid og sober" og "Krise, kaos og kollaps" var de mest komiske. Talens største svaghed var mangel på ethos. Det virker ganske enkelt ikke troværdigt, når Fogh giver den som miljøforkæmper. Pist borte var al tale om integration, kulturkamp og religion - hvorfor mon? Talen kan måske gå over i historien som hans Joseftale, fordi han giver den som den kloge statsminister, der lige som Josef fra de fede år har lagt til side til de magre år. Tiden skal vise hvor fede de seneste syv år har været.

Senere så jeg første afsnit af "Livvagterne" og det tegner godt. Bagefter så jeg "National Treasure" med Nicholas Cage - en stilig movie med tilpas action efter min smag. Je ved ikke rigtig hvad jeg skal stille op med alt det med hemmelige skatte og tempelherre- og frimurermystik.

Måske skulle man sætte sig lidt mere ind i hele den der tradition, for at forstå hvad der får nogle mennesker til at tænke og handle som de gør.

Jeg tror ikke på værdien af et hemmeligt broderskab à la Frimurerordenen. 1) pga. lukketheden, 2) pga. udelukkelsen af mennesker alene fordi de er kvinder og 3) pga. dyrkelsen af det mystiske. Lukkethed kan være ok under visse omstændigheder, men der skal være åbenhed omkring procedurer. Kønsopdelte klubber er ok, men et kristeligt samfund kan efter min mening ikke udelukke nogen alene pga. køn, når det ikke drejer sig om kønsspecifikke udfoldelser eller fremme af kønsspecifikke sider. Mystik er virkelig og symboler kan formidle noget virkeligt, men dyrkelse af det mystiske og symbolladede som sådan er afgudsdyrkelse.

I "National Treasure" er tjener symbolerne en højere sag (Salomos skat), men det er en meget materiel sag og det guddommelige kan ligge et meget lille sted. Frimurerne har trods alt åndelige værdier.