Frimureri

Efter at have set DR2-temaet om frimurerne hvad kan man så sige om frimurerordenen? Det er ikke en orden, som er åben for alle idet kvinder ikke kan blive medlemmer. De kan få lov til at se, lokalerne og de må også høre fra deres mænd, hvad der foregår, men så heller ikke mere. En ægtemand (Claus Fonnesbech) kom med en noget forkølet forklaring om, at man ikke, hvis kvinder også havde adgang kunne opretholde hemmelighederne. Kvinder er altså løgnagtige, synes at være læren.

Grader

Der er i Frimurerlogen 12 grader inddelt i fire kategorier: 3 Johannesgrader, 3 Andreasgrader, 5 kapitelgrader og stormestergraden. Ingen må på forhånd få at vide, hvad de enkelte grader indeholder af "sandheder". De skal erfares og indsigterne vindes ved selvstændigt åndeligt filosofisk arbejde sammen med den vejledning, man får fra mere erfare brødre.

Det moralske sigte

Man fremstiller fra Frimurerordenens side hemmlighedskræmmeriet sådan, at man ville fratage nye tilkomne en stor oplevelse, hvis alt bare var offentligt tilgængeligt. Det handler altså om oplevelser. Den moralske side af den sag er, at jo større oplevelsen er, des større vil også det indtryk, frimureren får også være. Det vil så igen føre til at frimureren ikke glemmer læren og følgeligt vil være et bedre menneske.

Moralsk-etisk selvudvikling er den måde man markedsfører sig selv. Jeg er selv for år tilbage blevet spurgt om jeg ville overveje at søge optagelse i Frimurerordenen. Da blev det også fremstille sådan, at man ville blive et bedre meneske af at blive medlem.

Symboler og mystik

Man anvender i høj grad symboler - måske i allerhøjeste grad. Det virker umiddelbart som om symbolerne i sig selv bliver genstand for en art afgudsdyrkelse. Mystik og symboler er i hvert fald vigtige redskaber i den selvudviklingsproces den enkelte vejledes i.

Kristne præsters rolle

De nordiske frimurerordener er i modsætning til andre landes eksplicit kristne, idet man opfatter sig som åndelige arvtagere til tempelherrerne. Præster spiller derfor en vigtig rolle, fordi de, som frimurer Peter Duetoft forklarede har en særlig viden og en særlig måde at være på. Det fremgik ikke om de havde særlige funktioner i frimurerritualerne. En norsk biskop, der efter sin pension var blevet stormester i Norge, blev citeret for at mene, at alle norske præster burde blive frimurere, fordi Frimurerordenen løste den opgave, som den norske kirke svigtede. Hvad det var for en opgave fremgik ikke af udsendelsen. Men jeg mener, at det ville have tjent til biskoppens ære om han i stedet havde vendt problemstillingen på hovedet og kæmpet for, at præsterne udførte deres opgave og kirken levede op til sit navn af kirke. Dertil er der hele spørgsmålet om kvindelige præsters rolle. De er altså afskåret fra at udføre disse vigtige ting!

Det er jo ikke til at vide, hvad det er for nogle ritualer, præster skal medvirke i. Jeg vil dog mene, at det  som præst principielt set er forkert, at kaste sig ud i ting, man ikke på forhånd kan vide om man kan stå inde for.

Selvsmagende og irriterende

Selvsmagende er det ord, der falder én når man hører og fornemmer den stemning, der er omkring frimureriet. Følelsen af at være med til noget vigtigt synes at veje endog meget tungt i forhold til den viden, man kan have om, hvad det egentlig går ud på.

Det irriterende ved frimureriet er, at de ikke er til at diskutere med. De hævder at have svaret på livets spørgsmål, men de kan desværre ikke diskutere med en uindviet. Det fremmer ikke just forståelsen. Jeg er enig i, at der er spørgsmål, som det kræver livserfaring at kunne beskæftige sig kvalificeret med, men jeg køber ikke en model, der siger: Vi alene vide. Hvis man har en sandhed skylder man åbent at dele den sandhed med hele menneskeheden.