Jeg har tit tænkt, at cykeltyve må være et særligt folkeslag. Jeg tænker, at der må være flere cykeltyve end der er cykelejere. Vi har i hvert fald i vores familie fået stjålet flere cykler, end vi selv er. Da cykler er hver mands eje i dette land, må det betyde, at der eksisterer et parallelfolk, der cykler på alle vores gamle cykler.
Jeg var i Frederikssund i dag og købe en brugt cykel til min datter, hvis cykel er blevet stjålet. En ældre lidt sur herre (vi kom vist midt i en håndboldkamp og det gik ikke godt for landsholdet) havde gjort det til sit otiums beskæftigelse af reparere gamle cykler. Da manden ikke havde tid til at sludre med mig, trods mit ihærdige forsøg (han skulle ind og se håndbold), har jeg været nødsaget til at forestille mig, hvor han har cyklerne fra.
Måske er han begyndt som lystfisker og har flere gange fået cykler på krogen i stedet for gedder, aborrer og rødspætter. Da jeg går ud fra at han er en ærlig mand, har han forespurgt hos politiet om cyklen var meldt stjålet.
Måske er han en hyppig gæst ved politiauktionerne og køber gladeligt de mindre pæne for en billig penge. (Ingen af hans cykler var videre præsentable).
Måske er han slet ikke så ærlig som jeg tror. Måske lister han rundt i andre kvarterer om natten, opsøger ungdomsfester, hvor børnene i iver efter at komme i gang med øllene glemmer at låse deres cykler. Eller han tjekker S-togsstationer og banegårde med rutinemæssigt kenderblik.
Måske er han en hvidvaskningscentral for cykeltyve, der lede af deres erhvervelse kommer til ham og modtager småsummer for deres tyvekoster.
Men han er selvfølgelig ikke kriminel. Måske er han i virkeligheden en trist gammel mand, der har mistet flere koner og børn, end man tør tænke på og nu efter alle disse år er begyndt at sælge ud af deres efterladte cykler.
Måske er han blot kendt som ham, der samler på gamle cykler. I stedet for at smide dem ud, smider lykkelige konfirmander og fødselarer deres gamle lig ind i hans have. Så er man af med dem og man har samtidig gjort en god gerning. Det er den version, jeg bedst kan lide.
Det vil ikke gøre min datter til et medlem af føromtalte parallelsamfund.
Men det vel alt sammen et udtryk for at også vi mennesker indgår i og skaber kredsløb. Det cykler rundt. Det er godt nok. Vi skal bare afholde os fra at hykle rundt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar